Læstadianerne i Tromsø brukte statskirken for å kunne delta i kirkens integrerende ritualer, altså sakramentene, men utfoldet ellers sitt trosliv i egne samlinger på kvensk/finsk språk.

Kilde: Rituella rum och heliga platser.

«Og det har bleven meningsforskjell deri»

Læstadianeres møtesteder i Tromsø på 1850-tallet: Kirken og hjemmene.

Av Rolf Inge Larsen

Læstadianerne bærer sitt navn etter den svenske presten Lars Levi Læstadius og er i dag en felles betegnelse for etterkommere av vekkelsen rundt ham. Læstadius var svensk prest, botaniker og vekkelsespredikant, og han var leder for vekkelsesbevegelsen frem til sin død. Læstadianerne i Tromsø på 1850-tallet er en vanskelig gruppering å definere med tanke på kildematerialet. Det finnes for eksempel ingen medlemsprotokoller fra denne gruppen. Av samtidige kilder har det vært Hans Bloms erindringsartikkel fra 1859 som tydeligst har plassert læstadianerne i Tromsø. Dagmar Sivertsen viser at det ifølge læstadiansk tradisjon har vært en liten gruppe læstadianere i Tromsø by siden 1850. Videre påpeker hun at det i perioden 1856-1860 var stille i de offentlige beretninger omkring læstadianismen i Norge, noe hun mener skyldes frykt i etterkant av Kautokeino-oppstanden og de påfølgende henrettelsene. I kilder fra 1860-tallet beskrives læstadianerne i Tromsø som en liten kvensk gruppe med egne samlinger i hjemmene.

Vi vet også at det kvenske (finske) språket var i bruk blant kvenene. På dette grunnlaget kan vi anta at det fantes en liten læstadiansk gruppe i Tromsø by, og at denne gruppen hovedsakelig bestod av innflyttere fra det nordlige Sverige og Finland. Det finnes altså kun noen få beskrivelser og alle disse omtaler byens læstadianere som kvener. Hvis læstadianeren var kven, er sannsynligheten stor for at han tilhørte. Tromsøs lavere økonomiske sjikt, siden kvenene samlet sett tilhørte byens lavere sosiale lag i 1865. Dette samsvarer med Drivenes og Niemi som viser til at læstadianismen i perioder og på enkelte steder kunne ses på som fattigfolks religion.

Rolf Inge Larsen skriver videre i hans avslutning:

«Læstadianismens materielle dimensjon i Tromsø hadde således to rom, først i statskirken for deltakelse i sakramentene, dernest i forsamlingen i hjemmene hvor man hegnet om den sanne kristendom. På de sistnevnte forsamlingene ble læstadianismens sosiale dimensjon synlig da det var her de sanne kristne var samlet, men også en annen sosial faktor har trolig hatt betydning, nemlig muligheten for å møte andre finskspråklige innflyttere i Tromsø.»

Dette sto skrevet i Skjervø Tidende 7.mars !886

No. 5, 7de Marts 1886. 

Noget at iagttage for enhver 

Kvænindvandringen foregaar iaar i større maalestok. Der kommer stadig folk fra Finland og svenskesiden, baade løse personer og familier. Ialfald giver endel sig ud som gifte og lever ogsaa sammen som ægtefolk, men man gjør bedst i ikke at tro altfor fast paa deres fortællingr. Det har som oftest vist sig at «rækerkvænernes» angivelser af sin stand har været mindre korrekte. De, som har udgivet sig forgifte, har været ugifte. De, som angiver sig for ugifte, har været gifte. I, ærede piger, faar undskylde, at jeg tager mig den frihed at rette en advarsel mod disse giftelystne «ungkarer» fra Sverige og Finland. Giver ikke eders hjerte og tro til dem, før de har fremvist sine attester paa sin stand. Husker de mange vakre jenter, som vielsesdagen med skam har maattet vende tilbage fra kirken, fordi attesterne manglede, og som siden har maattet leve sin tid som bygdens udskud, sig selv til skam og vanære, sine medmennesker til byrde. 

Enhver husfader og husmoder bør ogsaa have sine øine hendvendt herpaa. Thi derved vilde maaske meget ondt være hindret, og mangen udgift spart for vort fattigvæsen. 

En ting skal jeg bede de ærede husfedre nøie at iagttage, lige overfor disse indvandrere, nemlig: Ikke at indtage og beholde nogen saadan indvandrer i sine huse uden at gjøre den i fattigloven paabudte anmeldelse til lensmanden. Dette er af stor vigtighed. Thi naar nogen saaledes er anmeldt til lensmanden, er denne pligtig strax at tilkjendegive samme for fattigbestyrelsen, som har ret og magt til inden en af den selv fastsat frist at fordre attest af vedkommende om, hvor han sidst opholdt sig i to aar, fødested, alder o.s.v. Hvis den indvandrede da ikke skaffer attest til den bestemte tid, er han skyldig at betale til vedkommende fattigkasse en mulkt af 40 øre for hver overskridende dag, indtil beløbet er steget til 4 kroner. Samme mulkt er ogsaa den skyldig til, som indtager og beholder i sine huse nogen indvandrer over 4 uger uden at gjøre den ovenfor omhandle anmeldelse til lensmanden. Paa denne maade har fattigkommissionen faaet magt til at holde greie paa, hvorfra og hva slags folk det er, som kommer og tager ophold i fattigdistriktet. Det første forat man kan vide, hvorfra man kan faa erstatning til fattigkassen i tilfælde af, at vedkommende skulde trænge fattighjelp, førend han har erhvervet hjemstavnsret, det andet, forat man kan faa vide, om det er rømlinger og kjæltringer eller skikkelige folk, man har at gjøre med. 

Nordreisens indvaanere gjøres særlig oppmerksom paa dette, thi Nordreisen har været «rækerkvænernes» rette skjul og tilflugtssted i megen paakommende nød og fare. Ligesom de og her sedvanligvis har gjort gode affærer ved at spekulere i folks ukyndighed og lettroenhed, snart ved at udgive sig for læger, snart for prædikanter, snart urmagere eller mestere i baade det ene og det andet. Ikke at tale om dem, som ved «gan» eller anden trolddomskraft gjør baade det ene og det andet. Man skulde virkelig vente, at vi var komne saa langt baade i oplysning og kundskab, at man ikke længere troede paa sligt gjøgl. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der er endnu mange, for hvem slig hjelp er langt bedre end oplyste og videnskabeligt uddannede mænds bistand.