Skjervø Tidende

I år markeres 140-årsjubileet for regelmessig utgivelse av avisen Skjervø Tidende. Den 22. november 1887 var det imidlertid slutt etter 76 utgivelser. Avisen ble produsert for hånd og kopiert ved hjelp av stensiler. Den hadde et format på 30×40 centimeter og besto av fire sider.

Vi har valgt ut noen artikler fra de 76 utgivelsene:

No. 6, 15de Marts 1884.

Skjervø totalafholdsforening aarsberetning for 1883 til Tromsø kredsbestyrelse. Idet vi nu skulde give en almindelig Beretning om vor Forenings Virken og Tilstand for det forløbne Aar, maa vi paa den ene Side indrømme, at vi ikke have synderlig store Resultater at opvise, men paa den anden side er disse heller ikke af en saa nedslaaende Beskaffenhed, at de kunde betage os Modet til fremdeles at virke til det Maal vor Forening har sat sig. Vi nære det Haab, at Foreningen her i Skjervø vil vinde Tilslutning efterhvert, og at Sandsen for Totalafholds-sagens Goder og Vigtighed for Samfundet som for den enkelte, vil finde Indgang i Folkets Bevidshed, uagtet Totalafholdssagen her i Sognet for et par Aar tilbage var aldeles ukjendt.

Skjervø den 1ste Marts 1884 Paa Bestyrelsens Vegne, Anton Næss, pt.Formand.

No. 10, 1ste Mai 1884.

Fisket er nu baade paa Vest- og Østfinmarken slut, saa vore Fiskere kommer hjem, De, som kom tidlig derop, har pene Lotter.

No. 15, 18de Oktober 1885.

I Nordreisen er iaar fældet 2 Bjørne. Den ene toges i Bjørnesax, den anden blev skudt. Sex Skud og et Slag af Oxehammeren i Panden endte dens Dage. I dens Mave fandtes Mesteparten af en sau og sex Mark Uld.

No. 21, 31Decbr. 1885.

Lørdag den 12de Ds. døde den ældste Mand paa Arnøen, Jakob Simonsen Akerjord 89 Aar gammel. Han var nogenlunde rørig til det sidste. og kunde læse i Bog uden Briller. Han var Børnløs. Før var han en velstaaende Mand, men hvad han nu efterlader sig er kun antagelig en 2 á 300 Kr.

No. 2, 19de Januar 1886.

Thomas Gamst Rotsund og hans pleiesøn var fredag den 15de ds, ude paa Lyngen for at trække liner. Da han seilede iland, stødte han vestenfor. Havnnæs paa en sten, hvorved baaden kantrede. En mand saa uheldet fra land og fik varsle paa Havnnæs, saa redning kom i betids. Baaden var saa liden, at den neppe vilde bære de to mand, og havde det ikke været saa tidlig paa dagen – Kl.var 2 – kunde en ulykke her være skeet. Fisket i Løksund er rigt. Igaar kom baadene fuldlastede paa land. Paa Skjervø fik man 100-200. En baad fik 350 paa 3300 liner Prisen paa. fisk er 13Kr.

No. 5, 7de Marts 1886.

Noget at iagttage for enhver

Kvænindvandringen foregaar iaar i større maalestok. Der kommer stadig folk fra Finland og svenskesiden, baade løse personer og familier. Ialfald giver endel sig ud som gifte og lever ogsaa sammen som ægtefolk, men man gjør bedst i ikke at tro altfor fast paa deres fortællingr. Det har som oftest vist sig at «rækerkvænernes» angivelser af sin stand har været mindre korrekte. De, som har udgivet sig forgifte, har været ugifte. De, som angiver sig for ugifte, har været gifte. I, ærede piger, faar undskylde, at jeg tager mig den frihed at rette en advarsel mod disse giftelystne «ungkarer» fra Sverige og Finland. Giver ikke eders hjerte og tro til dem, før de har fremvist sine attester paa sin stand. Husker de mange vakre jenter, som vielsesdagen med skam har maattet vende tilbage fra kirken, fordi attesterne manglede, og som siden har maattet leve sin tid som bygdens udskud, sig selv til skam og vanære, sine medmennesker til byrde.

Enhver husfader og husmoder bør ogsaa have sine øine hendvendt herpaa. Thi derved vilde maaske meget ondt være hindret, og mangen udgift spart for vort fattigvæsen.

En ting skal jeg bede de ærede husfedre nøie at iagttage, lige overfor disse indvandrere, nemlig: Ikke at indtage og beholde nogen saadan indvandrer i sine huse uden at gjøre den i fattigloven paabudte anmeldelse til lensmanden. Dette er af stor vigtighed. Thi naar nogen saaledes er anmeldt til lensmanden, er denne pligtig strax at tilkjendegive samme for fattigbestyrelsen, som har ret og magt til inden en af den selv fastsat frist at fordre attest af vedkommende om, hvor han sidst opholdt sig i to aar, fødested, alder o.s.v. Hvis den indvandrede da ikke skaffer attest til den bestemte tid, er han skyldig at betale til vedkommende fattigkasse en mulkt af 40 øre for hver overskridende dag, indtil beløbet er steget til 4 kroner. Samme mulkt er ogsaa den skyldig til, som indtager og beholder i sine huse nogen indvandrer over 4 uger uden at gjøre den ovenfor omhandle anmeldelse til lensmanden. Paa denne maade har fattigkommissionen faaet magt til at holde greie paa, hvorfra og hva slags folk det er, som kommer og tager ophold i fattigdistriktet. Det første forat man kan vide, hvorfra man kan faa erstatning til fattigkassen i tilfælde af, at vedkommende skulde trænge fattighjelp, førend han har erhvervet hjemstavnsret, det andet, forat man kan faa vide, om det er rømlinger og kjæltringer eller skikkelige folk, man har at gjøre med.

Nordreisens indvaanere gjøres særlig oppmerksom paa dette, thi Nordreisen har været «rækerkvænernes» rette skjul og tilflugtssted i megen paakommende nød og fare. Ligesom de og her sedvanligvis har gjort gode affærer ved at spekulere i folks ukyndighed og lettroenhed, snart ved at udgive sig for læger, snart for prædikanter, snart urmagere eller mestere i baade det ene og det andet. Ikke at tale om dem, som ved «gan» eller anden trolddomskraft gjør baade det ene og det andet. Man skulde virkelig vente, at vi var komne saa langt baade i oplysning og kundskab, at man ikke længere troede paa sligt gjøgl. Dette er imidlertid ikke tilfældet. Der er endnu mange, for hvem slig hjelp er langt bedre end oplyste og videnskabeligt uddannede mænds bistand.

No. 7, 6te April 1886.

Der har iaar foregaaet en vistnok ualmindelig stor indvandring af kvæner. Hele familier er komne fattige og hjælpeløse. Det er mærkværdigt, hvor godt saadanne «rækerkvæner» modtages. De synes vist ikke det er saa værste at komme til Norge. Vore egne fattige har man neppe saa stor medlidenhed med.

No. 15, 14de Decbr. 1886.

Den. her i bladet før omtalte hvalros, som blev seet i Kaagsund, er senere seet ved Dybvik i Lyngen. Den laa en dag i fjæren udenfor telegrafstationen. Derinde blev den endnu uvenligere modtaget end i Kaagsund, idet man skal have skudt paa den baade med Remingtonrifler og andre geværer, uden at det skal have generet den noget videre. En mand i Dybvik stak en ljaa i nakken paa den, men da den væltede sig over, gled ljaaen ud, saa den ogsaa dengang slap med livet. Den antages at have ruslet indover Lyngenfjorden,og det lykkes vel et eller andet sted at tyne der.

No. 1, 3die Januar 1887.

Omkring og i Dybvik har i den senere tid raset en meget ondartet skarlagensfeber, der har bortrykket en del børn saavidt vides 9 av10. Efter hvad der er os meddelt, har forholdsregler til sygdomnens begrændsning kun i liden grad været foretagne. At alt, hvad gjøres kunde, har været gjort, synes ikke at kunne siges, hvilket fremgaar af at lægen trods vidende om tilstanden, kun en gang har været paa stedet. Sundhedslovens forskrifter kunde det derfor være betimeligt at indskjærpe baade hos lægen og de øvrige medlemmer af sundhedskommisjonen.

No. 3, 7 de Februar 1887

Da Benjamin Angell Langnæs med sine to to voxne sønner ved middagstid den 24de f.m. kom fra søen, hvor de havde trukket sine liner, holdt de til lands ved Sandbakken udenfor Nikkeby for at hvile sig. Sydveststormen var meget stærk saa de var træt af at ro. Mens de laa der ved landet, kom et sneskred og slogbaaden istykker. Benjamin blev reddet, mens hans to sønner omkom. Ligene af disse samt 70 fisk af fangsten fandtes først et par dage senere paa ulykkesstedet.

No. 5, 1ste Marts 1887.

Skarlagensfeberen i Dybvik. Som vore læsere vil erindre, fortalte vi for nogen tid siden, at skarlagensfeberen hadde raset omkring og i Dybvik, og at 9 a 10 børn var døde. Vi udtalte, at det ikke kunne synes, at alt, hvad gjøres kunde, var gjort, da lægen da vi skrev kun havde været der en gang. Herover ble doktor Parelius i Lyngen fnysende sint og skrev et brev til «Nordposten», som havde optaget vort stykke, at han fandt dette letsindigt, da vor fremstilling skulde være løgnagtig. Forat bevise dette lavede han selv en historie om sygdommen og sit forhold, men desværre, denne historie havde den feil, at den ikke var sandferdig. Han opgiver dødsfaldene til 6, medens der døde 9. Desuden skyder han al skyld paa folket, selv staar han ren og uden skyld. Vi har i «Nordposten» svaret doktoren og sagt ham sandheden. Om nævnte sygdom og hvad dermed staar i forbindelse, har vi nu modtaget følgende:

Herr redaktør. I anledning distriktslæge Parelius’ beklagelse over, at nærmest den «suverene uvidenhed» foranledigede skarlagensfeberens store dødelighed her i Dybvik, maa jeg som den, der ved en ytring til ham personlig formodentlig foranledigede ham til udtalelsen, bede om plads for nedstaaende: Det er kanskje mindre væsentligt, men jeg tager det med: Det var ikke af en tilreisende, at doktoren «tilfældigvis» fik høre om sygdommen, men af skolelæreren, der reiste ud til ham ene og alene for at melde sagen.

No. 8, 15de April 1887.

I Oxfjorden hendte et sjeldent ulykkestilfælde, idet en baad med iværende tøi og redskaber til Finmarksfisket brændte op. Peder Henriksen Strømfjord, Morten Larsen og Peder Samuelsen. Havn havde sin baad ilandsat med iværende «rusk» ved Arildselv. En liden gut skulde have legt sigi baaden og havt varme i baadovnen. Om morgenen fandtes baadens bagerste halvpart opbrændt tilligemed proviant og fiskeredskab m.m. Folkene lider et ikke ubetydelig tab, og det værste er, at finmarksturen maa opsættes.

No. 9, 1ste Mai 1887

(Indsendt). En mistænkelig fyr.

Afvigte høst kom en person over fjeldet fra Kaafjorden i Lyngen til Nordreisen. Han gav sig ud for snedker og dreier, i hvilke arbeider han syntes at have havt nogen færdighed. Fyren var meget redd for at komme sammen med «skikkelige» folk og at færdes paa steder, som var mere tæt bebyggede. Han holdt sig derfor mæst paa afsides liggende steder længst oppe i Reisendalen. Her kom han sammen med en mindre respektabel kvænske. Men da det var smaat med fortjenesten, søgte de at skaffe sig føde ved kredit og laan. Dette gik en tid, men saa begyndte sladderen at fortælle, at han var rømt straffange, og da stoppede kreditten. Flere gik haardt paa og vilde ha sit tilgodehavende og truede endog med lensmanden. Dette havde til følge, at fyren og hans «kjæreste» forsvandt nat til paaskelørdag. Udrustede med ski og en tre ugers niste i en kiste, som de drog paa en kjælke, havde de om natten, uden at nogen vidste om det, taget fra øverste gaard i Reisen østover fjeldet, formodentlig til Sverige eller Kautokeino. Paa grund af det slemme veir, blev vistnok turen meget besværlig. Manden kaldte sig hr. Anton Hermandsen, men i Kaafjorden bar han et andet navn. Sandfærdige folk fortæller, at han bar tydelige spor af haandjern paa armene. Han talte godt norsk med anklang af svensk. Kvænsk eller lappisk forstod han ikke. Et haglgevær og en amerikansk øxe førte han med som vaaben. Vi sørgerikke over afreisen. Med undtagelse af kreditorene siger vi alle «løkke paa reisa».

Reisen 27de April 1887.

Kilde: Skjervøy bind 1 v/ Maurits Fugelsøy og Nasjonalbiblioteket.